Da dokumentet er temligt langt har
jeg lavet her for oven en emne indeling hvis man trykker på den så kommer man ned til emneet under
emnet står der retur til menu trykker man på den så kommer man tilbage
her tiil ..
Intro:
I 2009 var jeg indlagt i
en periode på knapt 2 mdr på
Brøndbylund. Under den sidste del af indlæggelsen havde jeg en meget
dygtig
psykiatrisk overlæge som læge. Jeg fik den bedst tænkelige behandling
og vi
havde nogle rigtigt gode samtaler om de pinsler, der nu en gang havde
ført til
indlæggelsen og hvordan man kunne opnå bedring.
Under en af de samtaler
fortalte jeg om min første oplevlse med
Nietrazipam - jeg havde ikke sovet i flere dage og fandt dem så i
skabet på
badeværelset hos en ven. Det var tydeligvis sovemedicin så jeg tænkte
en kunne
ikke skade. Oplevelsen var fantastisk,for første gang i mit liv kunne
jeg
færdes uden frygt i min egen bevidsthed,jeg faldt ikke i søvn, men
kunne mærke
hvis jeg besluttede mig for at sove så ville det ske, men i stedet tog
jeg på
en rejse uden frygt i min bevidsthed - det var en fantastisk oplevelse
at kunne
se på alle disse ting der pinte mit sind, at opleve dem uden frygt og
ligefrem
forstå hvorfor de virkede som de gjorde, nærmest som at nå kausaliteten
i mit
hjertes angst.
Jeg beskrev det for
lægen som til min overraskelse sagde:” Jamen
Bo var det ikke uhyggeligt?” hvortil jeg svarede:” Nej da”, det var
netop den
del af samtalen der inspirerede mig til at forsøge at skrive
nærværende.
Der kan være mange
grunde til at en patient
bliver indlagt, jeg skal ikke gøre mig klog på andre situationer end
min egen.
Angst er en underlig størelse, der forandrer sig med alderen. Ofte
følger den
der lider af det hele vejen igenem livet, og nogle gange bliver den så
overvældende, at den tager kontrol over bevidstheden. Sangeren Lou Reed
formulerede
det på den bedste måde jeg nogen sinde har hørt med sætningen: " Når
bevidstheden
angriber sig selv ..! i sangen "A dime store mystery". Angsten som barn
kan være for de særeste ting som en forventning om besøg af spøgelser,
zombier,
tab af dem man elsker, frygt for svigt osv. Som ung op igennem 20’erne
kommer
det jeg vil kalde den projekterende angst, hvor det er den eller det
der er
skyld i ens kvaler, og når man som jeg bliver op i 40’erne og ignnem
gradvis
selverkendelse tager ansvar for sig eget liv, og i det store og hele
akcepterer
den præmisse der er forbundet med at være menneske, så bliver angsten
introvert, og dybest set meget abstrakt. Det er mere end noget andet en
tilstand, hvor bevidstheden overvældes af mørk håbløshed så
bevidstheden bliver
låst fast i tilstanden. Der er nogle få fysiske symptomer som f.eks.,
det føles
som hjernen trækker sig sammen og udvider sig, og der risler koldt vand
igennem
musklerne , når jeg når dertil så ringer jeg til en veninde der kommer
hjælper
mig med at pakke en taske og køre mig til indlæggelse. Jeg er blevet
opfordret
til at at lade mig indlægge noget før af personalet på afd. inden det
kommer så
vidt ud fra den logik, at jo hurtigere behandlingen kommer i gang jo
kortere
tid vil indlæggelsen kræve.
Indlæggelsen
Når jeg ankommer til
modtagelsen, så skal man i en samtale om,
hvorfor man i grunden er der, hvad jeg så redegør for efter bedste
evne. Starten
er altid den sværeste, man er forvirret, alting er kaotisk og jeg
oplever, at
jeg praktisk talt ingen energi eller overblik har, de mest banale ting
er
uoverskuelige som f.eks toiletbesøg og at spise altså slet og ret at
være til,
og sådan er de første dage også under indlæggelsen, men der kommer
påfaldende
hurtigt en bedring synes jeg af flere grunde, for det første så er der
en struktur
og orden på afdelingen, som man bare glider ind i, og bliver man
overvældet af
angst, vrede, sorg og håbløshed, så kontakter jeg min kontakt person og
sammen
reder vi trådene ud, så godt som det nu en gang er muligt, hvad der
giver en følelse
af tryghed der gør, at man begynder at slappe af og kommer i bedring og
kan
faktisk på en uge fremstår som værende rask. Det kan dog godt snyde, da
det
opsving man oplever reelt er et produkt af de trygge rammer som
indlæggelsen
giver, men hvis man bliver sendt hjem for tidligt, så falder man
hurtigt
tilbage i den tilstand der bragte en til indlæggelse.
Der er flere tanker man
med fordel bør gøre sig når man som læge
giver en diagnose. Når en patient bliver indlagt, så er dette menneske
for det
meste i en frygtelig psykisk tilstand og derfor kan have symptomer på
mange
forskelige sindslidelser , men med den rette behandling der fører til
udskrivelse, så er det meget muligt at patienten med rette har givet
udtryk for
at have både den ene og den anden sindslidelse, men det behøver ikke at
være
ensbetydende med, at disse lidelser præger patienten, eller er aktuelle
når patienten
udskrives og vurderes som rask, hvorfor det ikke må skønnes at være
korrekt at
sige, at patienten lider kronisk af dette.
Nogle gange bliver
patienten spurgt om ting, hvor patienten ikke
forstår spørgsmålet. Jeg var i 2007 indlagt med en mand , der bestemt
var
permanent sindslidende forstået på den måde, at haningen virkelighedsfornemmelse havde der stod
tilnærmelsesvis i fornuftigt forhold for den consensus, som de fleste
mennesker
lever efter. Men han var et utroligt kærligt, sjovt og gavmildt
menneske og
gudskelov for, at den slags mennesker også findes.Han var i en samtale med lægen blevet spurgt
om han var pædofil, hvortil han havde svaret ja, det var han da
bestemt. Noget
chokeret spurgte jeg ham, om han var klar over hvad det betød, hvorpå
der
fulgte en lang, men ganske ukorrekt beskrivelse af pædofili. Jeg sagde
nej,
sådan er det ikke. Det betyder at man har sex med eller måske bare lyst
til at
have sex med børn. Han så derefter mistænksomt på mig og sagde, at det
var sgu’
da noget forbandet svineri, og det kunne han da ikke finde på, og det
var da iøvrigt
en ond måde at være over for børn på.
Men den dag i dag og
resten af hans liv vil der sandsynligvis
stå i hans journal, at han er pædofil. Eftersom patienten på ingen måde
har ressourcer
til at kræve dette forhold rettet, så vil det stå der til hans død.
Jeg
tror at langt de
fleste mennesker under indlæggelse
profiterer af medicinering, og for dem der som jeg er kronisk syg, bør
der
findes en medicinering der bringer bevidstheden til en tilstand imellem
god og
tålelig. Problemet med medicinering er, at forskellige mennesker
reagerer
forskelligt på forskellig medicin. Der er de gamle præparater som f.eks
Nozinan, Tolmin, Truxal Sisordinol div. Benzodiazepiner. Efter dem kom
der en
bølge med de såkaldte lykkepillerProsac, Cipramil osv. inden for de sidste 5-6 år, jeg ved
ikke om der er
nogen af dem der er ældre er kommet, f.eks Cyprex Abilify &
Seroquel
Personligt sværger jeg
selv til de gamle præparater, slet og ret
fordi man ved hvordan de virker og hvilke bivirkninger der er, de har
den
erfaring på deres side som tiden nu en gang giver.
Det eneste katastrofe
medicin jeg har fået af de gamle er Sisordinol
, men det var da også frygteligt. Jeg oplevede at blive utroligt
rastløs, hvor
10 minutter kunne føles som flere timer, men det værste var nok at der
ikke kom
en naturlig overgang fra søvn til vågen tilstand. Det er svært at
forklare, men
det var som hjernen drømte videre efter at jeg var vågnet. Ved en
lejlighed drømte
jeg, at en kær veninde var omkommet ved et trafikuheld. Jeg ringede
hendes mand
op for at høre hvordan de klarede den, og det var først da jeg var lidt
over et
minut henne i samtalen, at det gik op for mig at det hele muligvis bare
var en
drøm. Endelig kom min veninde til telefonen tæt på grædefærdig af
lykke, og så
sagde jeg DU LEVER .. og fik hende sat ind i sagen. Dagen efter
kontaktede jeg
den psykiater der havde givet mig det, og sagde det ville jeg aldrig
have mere,
og hun skiftede det ud med Nozinan som jeg har fået siden, dosis er dog
halveret p.g.a. mit hjerte begyndte at slå for langsomt.
Der er ingen tvivl om at
jeg fik det bedre. På det tidspunkt jeg
blev startet op i Cipramil oplevde jeg en bedring, men
det er til gengæld også det præparat jeg
helst vil af med igen slet og ret fordi det er så hårdt ved potensen,
at det
praktisk talt er umuligt at opnå sædløsning under coitus, hvad der
inden for rimelighedens
grænser må beskrives som en rimelig livskvalitet.
Af de nye præparater er
det svært at sige hvad der er det
dårligste og bedste, men jeg synes Cyprex virker lidt på den samme
måde, som
hvis man står meget tidligt op og drikker en kold lys pilsner. Det
summer lidt
i hovedet og det er som det flimrer lidt for øjnene i lidt under en
time, hvorefter
virknigen aftager uden at gøre fra eller til på nær, at man mister sin
mætheds
fornemmelse og på utroligt kort tid tager en 15-20 kg på.
Abilify var også en
mærkelig oplevelse. Det er som om præparatet
sætter gang i en masse overflødig aktivitet i hjernen, hvoraf der
følger et
anseligt søvnbesvær og fysisk apati, der i praksis betød jeg var vågen
i 18-20
timer ad gangen, og sov så i 12 imens mit hjem groede til i rod og
skidt. Til
sidst blev jeg indlagt og min socialrådgiver bevilgede en
hovedrengøring til 26.000
kr.
Efter sidste indlæggelse
satte lægen mig på Seroquel prolong,
det er til gengæld det bedste præparat jeg nogensinde har fået. 20
minutter
efter indtagelsen af første dosis, oplevede jeg en fornemmelse af at
akceptere
mit liv for at være det som det nu en gang er, og oplevede en lyst til
at
arbejde på at få det bedste ud af det, hvad der startede med en diæt
der gjorde
at jeg tabte 25 kg på en måned. Det lyder af meget selv i mine ører,
men fakta
var at det var hvad der skete, og efterfølgende tabte jeg yderligere 7
kg. Jeg
har hele mit liv været plaget af mareridt, de forsvandt. jeg har haft
de mest
gemen tvangstanker og en adfærd der gjorde Jeg har hele tiden sat mig i
situationer der endte med at give et deprimerende resultat, men denne
adfærd fandt
jeg styrken til at gøre op med og har ikke gentaget den siden. Det
kunne så
lyde som om jeg har ramt mirakelkuren hvad der delvis er korrekt,
forstået på
den måde, at de mest invaliderende problemer er løst, men det er dog
stadig
sådan, at hvis jeg bliver udsat for hvad såkaldte almindelige mennesker
vil
kalde en ubetydelig belastning, som f.eks flere dages selskab med
mennesker der
taler meget, der er jeg helt flad flere dage efter og kan ikke andet
end holde
sengen og se let fordøjelige amerikanske tv serier. Jeg ville gerne
dyrke lidt
motion og holde en ugeplan for at holde mit hjem rent, men det bliver
det ikke,
ikke dermed sagt at jeg gror til i rod og svineri, for bistået af mine
gode
famillie og gode venner så kommer de forbi og vi får sat skik på det
hele.
Men som jeg indledte
dette afsnit med, så virker forskellig
medicin forskelligt på forskellige mennesker. Jeg var sidst indlagt med
en meget
begavet mand der led af OCDC, og som fik den halve dosis af hvad jeg
får af Seroquel
prolong. Om det var OCDC’en eller Seroquel der gjorde det skal jeg ikke
kunne
sige, men det tog ham 6 timer at komme ud af sengen, og 2 timer at tage
et bad.
Han mente selv det var en bivirkning af seroquel, men eftersom jeg
hverken er
læge eller sygeplejerske, skal jeg ikke kunne sige noget fornuftigt om
det.
En anden patient, en ung
kvinde beskrev at hun tog 14 kg på og
var træt hele tiden, så som tidligere skrevet, det eneste man kan gøre
med
medicin er at prøve sig frem til man finder noget der virker, der må
man både
som læge og patient være klar over, at der ikke er nogen garanti for
succes og
det er tåbeligt at bebrejde hinandenet
dårligt resultat, da man må gå ud fra at lægen har ordineret det i den
bedste
mening, på samme måde som patienten reagerer som patienter nu en gang
reagerer.
jeg tror indledningsvis,
at praktisk talt alle mennesker på et
eller andet plan er multi emotionelle -og sexsuelle selv om langt de
fleste af
disse emotioner og præferencer ligger dybt i en latent dvale, hvor fra
langt
det meste aldrig ville komme til udtryk eller dominere bevidstheden
mærkbart.
C. G. Jung skrev i sin
tid, at man skulle være varsom med at
forveksle det normale med det optimale. På samme måde mener jeg at man
nok skal
gå til et andet menneske med en vis ydmyghed, hvis man reelt mener at
man vil
kunne forstå et menneske som det i virkeligheden er, ja man kan sige
det kan
være næsten lige så svært for mennesket at forstå sig selv, da en meget
stor
del af vores adfærd, måde at tænke og føle på er så at sige på
autopilot styret
af emotionelle indtryk, og måske oplevelser vi enten tillægger for
meget eller
ingen betydning. Det ville også være en alt for ambitiøs opgave at
påtage sig
at tro, man kan nå helt der ind. Psykiatriens opgave er som jeg ser
det, at
afdække de væsentlige faktorer der forårsager den pinefulde tilstand
som har
ført patienten til indlæggelse, eller i behandling ved psykolog eller
psykiater,
om det er en smerte der kommer fra en voldelig forælder eller ægtefælle
og
rigtigt mange andre ting der kan gå galt, eller om det slet og ret
"bare" er en kemisk ubalance i hjernen er ikke så vigtigt, bare man
med tiden når frem til en tilstand der gør det tåleligt for patienten
at leve
og i bedste fald om muligt være med til at bidrage som borger til det
samfund
som vi alle sammen lever i.
Det er en kendt sag, at
langt de fleste misbrug om det er
misbrug af alkohol, hash og de hårde stoffer for det meste er selv
medicinering
af psykiske sygdomme , jeg har selv haft et periodisk usundt forhold
til
alkohol i en periode på omkring 11 år , det var det der fik mig i gang
med behandling
inden for psykiatrien. Jeg har aldrig været alkoholiker , det er lidt
en tvist
om ord hvorfor jeg tog kontakt til Dansk Sprognævn. Man kan aldrig
bruge
betegnelsen alkoholiker om en ædru person , det hed dipsomani i 80’erne
d.v.s.
det samme som kvartals dranker i folkemunde. Jeg er ikke helt sikker på
hvilken
betegnelse man bruger nu om dage , men mit bud er at det er et "alkohol
afhængigheds syndrom" jeg ved ikke om det er en begrebsmæsig valid
beskrivelse af fænomenet, men fakta at er den bruges.
Inden jeg gik i
behandling havde jeg en frygt for, at hvis jeg
først kom i behandling så ville de muligvis kunne løse mit alkohol
problem, men
jeg var overbevist om, at de ville hjernevaske mig til at klippe mit
hår kort
og tage en HF, og så ville jeg alt taget i betragtning hellere dø med
en smule
værdighed af druk, denne problematik nævnte jeg for en misbrugs
konsulent på en
krise linje man kunne ringe til. Vi havde snakket længe om det meste
hvorpå hun
blev helt stille, og så sagde hun:” Bo jeg lover dig DET KOMMER ALDRIG
til at
ske. De vil ikke tvangsklippe dig eller tvinge dig til at tage en HF,
det kommer
slet og ret ikke sagen ved, sådan fungerer det bare.” Noget skeptisk
spurgte
jeg om hun var sikker på det , og det var hun. Dagen efter ringede jeg
til en
ven og spurgte, om hun ville gå med mig på alkohol ambulatoriet der den
gang
var samlet på Østerbro, det blev senere delt ud på de forskellige
hospitaler i
Kbh og jeg kom der regelmæssigt i nogle år. De var fantastik gode og,
jeg vil
til mine dages ende være taknemmelig for den behandling jeg fik der.
Senere
skiftede jeg til Lænken der fungerede fint til rygeforbudet kom,
hvorved dem
der brugte det stort set forsvandt og afdelingen på Vesterbro blev
nedlagt.
Det er mit indtryk, at
dem der arbejder med misbrug ofte er dem
der refereres til som ildsjæle der virkeligt kæmper for deres
patienter, og
forstår hvad for et helvede det er de lever i.
Behandlingen af en
misbruger kan være både umulig og nem, hvis
misbrugerens identitet og sociale referencer eksisterer omkring
misbruget, så
tror jeg det er praktisk talt umuligt at løse misbrugsproblemet,
problemet er ikke
som sådan at gøre misbrugeren "clean" men for misbrugeren at finde
noget at tage sig til med al den tid som før gik med misbruget, det er
ikke
nemt at sidde og være ikke-misbruger imellem misbrugere og hvis det nu
er de eneste
mennesker man kender, ja så er det uvilkårligt dem man søger tilbage
til, men i
det hele taget så kommer der et hul i livet, som det kan være svært at
udfylde
på en konstruktiv måde.
Hvis misbrugeren har et
reelt ønske om at komme sit misbrug til
livs , så er det forholdsvis nemt at foretage en abstinens fri
nedtrapning. Det
er bagefter den store opgave ligger, at få afdækket misbruget. Årsagen
på den
ene side kan være en person der bare har det optimalt med at være under
påvirkning, og på den anden side kan der være en sindslidelse der ikke
længere
bliver dulmet med misbruget, det skal så afklares hvad det er, og
hvordan man
behandler det, hvad der i sagens natur er en stor opgave, men der er
det min
erfaring, at både på ambulatorierne og Lænken der er de faktisk
utroligt dygtige
til at arbejde med den problematik.
De
følgende problemstillinger er jeg nået frem til efter flere
indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Jeg har selv oplevet
problematikkerne og håber med dette at kunne bidrage med en patients
syn som i bedste fald kan anvendes af læge og andet psykiatrisk
personale.
Jeg skal ikke påråbe mig at have fundet den
endegyldige sandhed, men
det er mit syn på sagen.
I
alle medmenneskelige relationer opstår en kemi når to mennesker mødes.
Den kan være god, dårlig eller for det meste fungere det uden der er
nogen grund til at tænke dybere over sagen. Men det sker også at der er
en dårlig kemi.
Dette forhold eksisterer selvklart også imellem
læge og patient. Lægen og patienten kan i sig selv være udmærkede
mennesker - men af den ene eller anden grund fungerer samværet eller
kemien ikke. I en sådan situation tror jeg ikke, man som læge skal være
bange for at lade en anden læge overtage patienten - ud fra erkendelsen
af at uanset hvilken stilling vi beklæder her i tilværelsen, er vi alle
trods alt "bare" mennesker på godt og ondt.
Der
blev uddannet for få læger i 80’erne, hvad vi mærker nu. Der er slet og
ret mangel på danske læger, hvorfor der kommer læger fra andre lande.
Disse lærer dansk og når prøven er bestået kan de (afhængigt af hvor de
kommer fra) begynde deres virke som læge i Danmark.
Hvad
man i denne situation skal gøre sig klart er at dansk er et af de
sværeste sprog at lære og ikke mindst at udtale. Den der har lært
sproget forstår nok ordene, men dette er langt fra ensbetydende med at
denne også rent faktisk kan føre en samtale med en udtale der er
meningsfuld.
Dette
er i særdeleshed et problem inden for psykiatrien, hvilket jeg har
erfaret på egen krop. I psykiatrien består en stor del af arbejdet af
netop samtale mellem læge og patient. Det er mildest talt
uhensigtsmæssigt, hvis patienten skal bruge meget energi på at forstå
lægen samt at gætte sig frem til, hvad der bliver sagt i en sætning,
hvor forståelige og ikke forståelige ord blander sig imellem hinanden.
Nu
kan vi jo ansætte danske læger, som der fakta ikke findes - hvorfor man
må få det optimale ud af tingene som de nu en gang er med udenlandske
læger.
Det
er unægteligt et problem som man kan angribe på flere forskellige
måder. Personligt ville jeg foretrække at samtalen i så fald forgik på
engelsk, da selv dårligt engelsk funger bedre end dårligt dansk. Det
fordrer selvfølgelig at begge parter taler fornuftigt engelsk.
Alternativt
kunne dansktalende ansatte bruge tid på at tale med den udenlandske
læge og lære dennes accent at kende. Herefter skulle den ansatte
deltage i samtalen mellem den udenlandske læge og en patient, hvor man
forud for samtalen informerer patienten om at spørge den ansatte ved
tvivl om ords eller sætningers betydning. Den løsning vil ikke kræve
ret meget ekstra, da der som regel er en til flere andre ansatte med
til samtale imellem læge og patient - hvis bare en af dem forstår alt
hvad lægen siger, så er det nemt at løse problemet.
sengepladser er faldet fra 13.000 til 3000 Hvorledes man er kommet frem
til dette, må jeg være læseren svar skyldig. Nogle vil måske påstå, at
der under den siddende regering har været en bedring på over 80% i den
folkelige psykiatriske sundhed. Men det tungest vejende argument må
være, at afvikling af sengepladser medfører en stor økonomisk
besparelse. Dette medfører at især borgere uden diagnose enten ikke
bliver behandlet, eller bliver erklæret raske før de reelt er det. Her
er ofte tale om meget sårbare mennesker, der ikke har energi og
overskud til at kræve, at få den behandling de har brug for. Hvilket er
frygtelig trist og yderst smertefuldt for patienten. logik dikterer nu
en gang at det er bedre forretning at investere i dem, der bidrager til
samfundet. Der findes meget få problemer der ikke kan løses, hvis blot
borgeren er tilstrækkeligt motiveret til at tage sig sammen - en
psykiatrisk sengeplads koster trods alt det samme på to dage som en
måneds kontant hjælp.
I
Danmark har vi ikke råd til, at hver patient får sin egen stue, hvorfor
2 til 4 mennesker ofte deler en stue. Min erfaring er at dette trods
alt fungerer påfaldende godt. Men efter at have delt værelse med en
maniker vil kun en tåbe ikke frygte, at komme til at dele værelse med
en sådan igen. Jeg ved ikke præcist hvad der foregår i bevidstheden på
disse stakkels mennesker, men det er mit indtryk at de tænker utrolig
mange forskellige tanker på én gang, i et højt tempo. De snakker
konstant om alle disse tanker, der giver mere eller mindre sammenhæng
for en udenforstående. Jeg synes ikke man kan byde andre patienter at
de skal være sammen med dem 24-7 da det er opslidende, forstyrrer og
måske ligefrem forlænger indlæggelsen. Jeg mener det må være fair at
manikerne har deres egen afdeling, så ikke-manikerne kan få ro til at
komme i bedring.
Jeg har været i et miljø med
flere
manikere de 4-5 gange jeg har været indlagt, men har kun delt stue med
en maniker en gang. Da han på under en time mindst havde afbrudt mig
ca. 105 gange i den bog jeg læste, henvendte jeg mig til en af de
ansatte og sagde: ”I må få manden til at være stille! Med mindre det
han siger, er meget vigtigt - ellers frygter jeg sgu’ at jeg kvæler
ham”. Der skete flere ting det næste døgn, men det endte med at han
blev overført til "lukket". Jeg så ham aldrig igen.
Igennem
årene har de bedste læger jeg har været i kontakt med haft den
indstilling, at der ikke er grund til at bevare et problem, hvis der
kan findes en løsning - også selv om det strider imod almindelig
praksis.
Det kræver selvfølgelig at lægen har tillid
til sin egen
dømmekraft, har højt til loftet og skuldre der er brede nok til, i
samarbejde med patienten og de øvrige ansatte, at finde den bedste
løsning - også selv om den ikke kan slås op i en bog eller er noget man
har gjort før.
Jeg har selv oplevet en situation - hvad
man nok med rette kan kalde en af mindre betydning, men det svarer til
det her beskrevne forhold.
En læge skrev i 2007 i min journal at jeg
led af en narcissistisk personlighedsspaltning. Dette fandt jeg ikke
fair - at stemple mig så brutalt på 2 samtaler af under 15 minutters
varighed. Ikke mindst fordi man nemt kan se det som en ringeagtelse, da
ethvert dannet menneske kender den græske myte om Narsos. Narcissistisk
opfattes af de fleste som sygelig selvoptaget, ude af stand til at
indgå i samvær med andre mennesker uden selv at være i fokus hele
tiden. Kun de færreste er klar over, hvor bred diagnosen reelt er. For
slår man narcissistisk personlighedsspaltning efter i Culbergs Dynamisk
psykiatri sidste udgave så er det jo en beskrivelse, som er meget lang
og omfattende.
Men til trods for dette syntes jeg stadig
ikke diagnosen var korrekt.
Jeg
talte med overlægen fra indlæggelsen i 2009. Jeg formoder han var enig
med mig - narcissistisk personlighedsspaltning forekom ikke omtalt i
den endelige epikrise.
Netop i denne situation oplevede jeg at lægen
vurderede at der ikke var nogen grund til at holde liv i et problem, da
dette kunne løses.
Han løste problemet ved ikke at følge op på
den fejlagtige diagnose,
men slet og ret undlod at nævne den i epikrise 2009.
Til
slut vil jeg skrive
om disse to fænomener der har været et
stort fokus på de sidste 10 år, ja måske endda længere. Optimalt set
ville jeg
sige at rygeloven skulle være gældene der hvor den tjener et
altovervejende
fornuftigt formå , problematikken er ikke svær at gennemskue, det er
bestemt
usundt at ryge, ja det er så usundt, at det er en gåde når det omtales
at folk dør
konstant omkring en, og mange gør eller
får andre følgesygdomme af tobaksrygning - hvorfor vi har fået en
rygepolitik.
Men
som jeg skrev
indledningsvis så bør den bestemt gælde der,
hvor den overvejende tjener et fornuftigt formål forstået på den måde,
at der
er praktisk talt ingen der bliver indlagt med et brækket ben, for at de
skal
holde op med at ryge. Pårørende kan blive hasteindkaldt fordi en der
står dem
nær er hjernedød ved et trafikuheld. Det er måske heller ikke det rette
tidspunkt at vælge, til at begynde at opdrage voksne myndige mennesker
om det
uhensigtsmæssige i at være tobaksryger. I sådanne og mange andre
situationer
mener jeg, at man bør lægge sit fokus på det aktuelle problem og så
lade
opdragelsen blive i bagrunden. Det skal aldrig være sådan at en
ikke-ryger
udsættes for en rygers røg , men de gamle rygerum der var på
hospitalerne fungerede
fint og den røg der slap ud derfra var sandsyneligvis marginal i
forhold til,
hvis man står ved en bus der kører videre fra et stoppested til det
næste.
Der
er også forbundet
lidt hykleri omkring rygepolitiken, fordi
hvis man har sagt a så må det være oplagt at sige b, og fakta er at der
er
væsentligt større samfundsmæsige omkostninger i forbindelse med alkohol
- som
der bare ikke er mode i at lovgive omkring. Om jeg synes man skulle
forbyde
alkohol? Nej selvfølgelig gør jeg ikke det, men jeg mener man dog bør
have
fornuft nok til at se tingene i rette perspektiv, og have fornuft nok
til at
udlede en logik af dette. For ikke så mange år siden brystede vi os af
det danske
frisind og med en slet skjult hån omtalte Sverige som Forbuds Sverige.
Men der
har vi da gennemgået en forandring, hvor Sverige nærmest i forhold til
Danmark
svæver i et frisind der grænser til sand anarkisme i forhold til
Danmark. I
forhold til resten af sundhedessektoren har man indgået et kompromis
mht.
tobaksrygning. Inden for psykiatrien på ”den lukkede” er der ryge rum
og på de
åbne afdelinger kan man gå uden for at ryge. Jeg tvivler på at dette
kompromis
er er udsprunget at et godt hjerte med vilje til at nå sine med
mennesker med
rimelige kompromisser , men slet og ret ud fra erkendelsen, at det vil
kræve
enorme ressourcer hver eneste dag for personalet at skulle diskutere
dette med
patienten, at gå i rette med de patienter der uvilkårligt vil overtræde
forbudet og skulle det endeligt blive indført, at patienten skulle uden
for
hospitales grund for at ryge, ja så vil det tage utrolige mængder af
tid at
lokalisere patinter der på må og få forsvinder for at dukke op når de
bliver
fundet, eller bare kommer tilbage af sig selv. Det ville blive kaos.
Jeg
ved ikke om man kan
drage en parallel til brugen af
Benzodiacepiner, men det var nærmest som det kom over natten, at det
var noget
frygteligt at ordinere til patienten og jo det er med en vis
berettigelse.
Sagen er kendt ved at Benzodiacepiner i starten sandsynligvis virker
bedre end
noget andet imod angst og søvnbesvær. Problemet er så for de fleste, at
der går
påfaldende kort tid før dosis enten skal skrues op eller den dosis man
er på
reelt kun virker til at holde abstinenserne væk, og jeg formoder at det
kan
slås efter i de fleste fagbøger, at hvis man kan få patienten til at
holde op
med at tage Benzodiacepiner så har man den sunde fornuft på sin side ,
men nu
skal man heller ikke glemme at bruge sit hoved til at tænke med, her
skal man for
det første gøre op med sig selv i samråd med patienten, om der reelt er
et
ønske om at trappe helt ud af Benzodiaciepin forbruget. Hvis der ikke
er det så
vil jeg mene at det er et korstog man med fordel kan springe over at
være med
på. For det første vil det give så mange problemer i behandlingen, at
et alt
for stort fokus der kunne være brugt på reel behandling drukner i en
endeløs
diskusioner om dette, eller endnu værre er, at de virkeligt svage
patienter der
ikke har overskud til at kræve hvad de mener er bedst for dem bliver
ført ud i
en lang og smertefuld seponering.
En
ansat fortalte mig om
en ung skizofren pige der fik dem taget
fra sig, hun var en ung kvinde der ikke formåede at sætte ord på
hvordan hun
havde det, så et par uger efter sprang hun ud fra en bro og død var hun
da
også, så der er store omkostninger ved for drastiske tiltag i den sags
tjeneste.
Jeg
kender også til et
eksempel på en mand, der efter krigen
imod Benzodiacepiner begyndte rent faktisk blev startet op i Nitrazepam
både til
natten og når han stod op, hvilkt havde fortrinsvis to fordele. For det
første
kunne manden endeligt sove og så holdt han op med at tæve sin kone,
hvorfor der
undtagelsvis ikke blev gjort noget forsøg på seponering.
Selv
har jeg fået
Nitrazepam i over 23 år, og nu er jeg ikke
lige et menneske som der er ret mange mennesker der gider at gå ind i
en
diskusion med, hvor jeg aldrig vil skifte standpunkt, det vil slet og
ret blive
en frugtesløs diskussion og i sidste ende spild af tid, og det ellers
gode samarbejde
der kunne være med lægen vil ende med at gå op i at parterne i stedet
bliver
sure på hinanden, og så sker der ikke mere konstruktivt i den sag.
Jeg
forsøgte om det var
muligt at finde en ordning med
Embedslægen vedr. min Nitrazepam medicinering , eftersom der står at
det fra
rådes ikke er det samme som det er forbudt. Jeg vil ikke sige vi havde
en
konstruktiv dialog , men han belærte mig om, at min hukommelse ville
blive
bedre, og mine reaktioner ville blive bedre. Jeg er født i 1966, og jeg
kan
huske da min far viste mig julemærkerne da de udkom i 1969, og kan
stort set
huske det meste siden da, min hukommelse fejler ikke noget, bevares jeg
kan som
alle andre løbe rundt og lede efter mine nøgler og min mobil telefon,
men hvem
kan ikke det ? På badeværelset havde jeg et maleri i ramme der var
faldet ned,
hvorfor jeg havde lagt det sammen med noget vasketøj der var tørt som
skulle
lægges sammen, hvad jeg netop var i færd med da jeg hørte en lyd.
Instinktivt
fik jeg rakt armen ud, fik vendt hånden og greb maleriet i luften
hurtigere end
jeg fik drejet hovedet, det kan man vist ikke med nedsat reaktionstid.
Og
hermed vil jeg
afslutte med min indledning. Det er altid
bedre at finde en løsning, end det er at bevare et problem der findes
en
løsning på.
He was lying banged and battered, skewered and bleeding
Talking crippled on the cross
Was his mind reeling and heaving hallucinating
Fleeing what a loss
The things he hadnet touched or kissed his senses
Slowly stripped away
Not like buddha not like vishnu
Life wouldnt rise through him again
I find it easy to believe
That he might question his beliefs
The beginning of the last temptation
Dime story mystery
The duality of nature, godly nature,
Human nature splits the soul
Fully human, fully divine and divided
The great immortal soul
Split into pieces, whirling pieces, opposites
Attract
From the front, the side, the back
The mind itself attacks
I know the feeling, I know it from before
Descartes through hegel belief is never sure
Dime store mystery, last temptation
I was sitting drumming thinking thumping pondering
The mysteries of life
Outside the city shrieking screaming whispering
The mysteries of life
Theres a funeral tomorrow
At st. patricks the bells will ring for you
Ah, what must you have been thinking
When you realized the time had come for you
I wish I hadnot thrown away my time
On so much human and so much less divine
The end of the last temptation
The end of a dime store mystery