En beskrivelse af læge-patient forholdet

Tillad mig at tage dig med på et tankeeksperiment. Hvis man ser på

Tillad mig at tage dig med på et tankeeksperiment. Hvis man ser på

begrebet retfærdighed - så ligger det i naturen af dette begreb, at alle

mennesker er født lige. Hvis man overfører denne tankegang til forholdet

mellem læge og patient, og se på en situation, hvor der fra

lægens side er et ønske om, at der skal finde et møde sted, et møde hvor læge og

patient rent fysisk befinder sig i samme lokale. Hvis patienten ikke

har dette behov men, mener at kommunikation og samvær kan gøres lige så

effektivt pr. telefon. Hvis vi stadig (som eksperiment) holder os til,

at vi mennesker er født lige, så kan man sige, at eftersom lægen har et

større behov for at være i fysisk nærhed af patienten, så må logik

diktere, at det er oplagt at lægen opsøger patienten, da han er den med

det største behov for denne samværs form.

Man kan sige, den ligger lige til højrebenet, at det er sådan det er.

Men en ting er teori og noget andet er praksis. For det første er der

det økonomiske spørgsmål. De danske skatteydere betaler ikke en læge

mellem 900 000 og 1½ million kr., for at lægen skal bruge sin tid på at

trafikere sig rundt i mellem patienter, der ikke har noget behov for at

være fysisk i samme lokale som lægen.

Man kunne så sige, at hvis lægens behov var stort nok

for at være sammen med patienten, så ville denne uden beregning for

transporttiden, opsøge patienten. Hvis lægen ikke er indstillet på

dette, så ville konspiratoriske mennesker muligvis komme frem til den

tanke, at lægen er mere interesseret i at tjene penge, end at helbrede

mennesker. Eller tiden måske var inde til et kompromis og tage samtalen

pr. telefon.

Det behøves i sagens natur ikke at forholde sig på den måde,

at telefoniske samtaler ikke kan erstatte ”i fysisk nærvær” samtaler -

men slet og ret at er et udtryk for den måde, som man arbejder på, der

hvor lægen er ansat .

- I mangel af bedre kan man altid argumentere,

at patienten er sindssyg og netop den manglende vilje til at dukke op, er

en af sikkert mange måder, hvorpå patienten viser sin sindssyge på.

Sindssyge mennesker er man ikke tvangsindlagt til at tage seriøst - onde

tunger ville måske sige, at diagnosen i sig selv giver omverden et frikort

til at betragte den sindssyge på en måde, der stemmer bedst overens med

observandens måde at se på tingene på. Og som følge deraf, kan leve i fred

& harmoni med den private opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert.

Uden så egentligt at skulle legitimere sin betragtning ved brug af en

forklaring, der virker overbevisende på den sunde fornuft. For hvem end

der skal vurdere sandhedsværdien af denne betragtning.

René Descartes, der en gang i det 16 årh. skrev, og/ eller sagde de berømte

ord: Cogito ergo sum eller på Dansk "Jeg tænker, derfor er jeg".,

hvorfor han da også blev kendt for eftertiden på netop dette.

Der må man

sige den danske lægestand , har mere højt til loftet end

de fleste. Tillad mig et eksempel, hvor overdrivelsen fremmer

forståelsen. En læge kan føre til Journal at patienten har 87 ribben,

hvoraf de 4 af dem sidder i knæet. Dette kan senere rettes, til det

forholder sig som det nu engang faktuelt gør, i en fodnote - MEN DET KAN

ALDRIG SLETTES af journalen. Det kan rettes, som sagt, med en fodnote.

Det er jo klart at magt i den størrelsesorden, der er så sjælden i den

frie verden, fra tid til anden korrumperer. Og det er i den ånd man inden

for psykiatrien har 2 forklaringer på patientens adfærd. Hvis patienten

gebærder sig på en måde der behager lægen, så er dette et udtryk for

lægens enestående

terapeutiske og lægefaglige indsats. Skulle patienten gebærde sig på

en, for lægen, uhensigtsmæssig måde, så er det netop et udtryk for

patientens sindssyge, hvorfor man med fordel kan arbejde videre på, at

patienten udviser en adfærd, der behager lægen.

Hvis vi lige vender tilbage til Descartes - så kan man formulere

præmissen: "Det er sandt det jeg siger, fordi jeg er den jeg er .."

Man kunne så tilsvarende argumentere, at hvis man skal arbejde effektivt

inde for psykiatrien - så vil man såre ofte møde en adfærd der er ligger

uden for den konsensus, det normale menneske manøvrer indenfor,

hvorfor behandleren, hvis denne skal arbejde effektivt, fra tid til anden

bliver nød til at tænke uden for kasserene og gå på kompromis. Netop for at opnå

resultater, på en måde man sædvanligvis gør, inden for den

foreskrevne måde. Det er det der hedder format, som skiller de

store fra de små. Det er ikke mange der har det format, men de

findes og det er i virkeligheden dem der gør den store forskel ...
begrebet retfærdighed - så ligger det i naturen af dette begreb, at alle
mennesker er født lige. Hvis man overfører denne tankegang til forholdet
mellem læge og patient, og se på en situation, hvor der fra
lægens side er et ønske om, at der skal finde et møde sted, et møde hvor læge og
patient rent fysisk befinder sig i samme lokale. Hvis patienten ikke
har dette behov men, mener at kommunikation og samvær kan gøres lige så
effektivt pr. telefon. Hvis vi stadig (som eksperiment) holder os til,
at vi mennesker er født lige, så kan man sige, at eftersom lægen har et
større behov for at være i fysisk nærhed af patienten, så må logik
diktere, at det er oplagt at lægen opsøger patienten, da han er den med
det største behov for denne samværs form.
Man kan sige, den ligger lige til højrebenet, at det er sådan det er.
Men en ting er teori og noget andet er praksis. For det første er der
det økonomiske spørgsmål. De danske skatteydere betaler ikke en læge
mellem 900 000 og 1½ million kr., for at lægen skal bruge sin tid på at
trafikere sig rundt i mellem patienter, der ikke har noget behov for at
være fysisk i samme lokale som lægen.
Man kunne så sige, at hvis lægens behov var stort nok
for at være sammen med patienten, så ville denne uden beregning for
transporttiden, opsøge patienten. Hvis lægen ikke er indstillet på
dette, så ville konspiratoriske mennesker muligvis komme frem til den
tanke, at lægen er mere interesseret i at tjene penge, end at helbrede
mennesker. Eller tiden måske var inde til et kompromis og tage samtalen
pr. telefon.
Det behøves i sagens natur ikke at forholde sig på den måde,
at telefoniske samtaler ikke kan erstatte ”i fysisk nærvær” samtaler -
men slet og ret at er et udtryk for den måde, som man arbejder på, der
hvor lægen er ansat .
- I mangel af bedre kan man altid argumentere,
at patienten er sindssyg og netop den manglende vilje til at dukke op, er
en af sikkert mange måder, hvorpå patienten viser sin sindssyge på.
Sindssyge mennesker er man ikke tvangsindlagt til at tage seriøst - onde
tunger ville måske sige, at diagnosen i sig selv giver omverden et frikort
til at betragte den sindssyge på en måde, der stemmer bedst overens med
observandens måde at se på tingene på. Og som følge deraf, kan leve i fred
& harmoni med den private opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert.
Uden så egentligt at skulle legitimere sin betragtning ved brug af en
forklaring, der virker overbevisende på den sunde fornuft. For hvem end
der skal vurdere sandhedsværdien af denne betragtning.
René Descartes, der en gang i det 16 årh. skrev, og/ eller sagde de berømte
ord: Cogito ergo sum eller på Dansk "Jeg tænker, derfor er jeg".,
hvorfor han da også blev kendt for eftertiden på netop dette.Der må man
sige den danske lægestand , har mere højt til loftet end
de fleste. Tillad mig et eksempel, hvor overdrivelsen fremmer
forståelsen. En læge kan føre til Journal at patienten har 87 ribben,
hvoraf de 4 af dem sidder i knæet. Dette kan senere rettes, til det
forholder sig som det nu engang faktuelt gør, i en fodnote - MEN DET KAN
ALDRIG SLETTES af journalen. Det kan rettes, som sagt, med en fodnote.
Det er jo klart at magt i den størrelsesorden, der er så sjælden i den
frie verden, fra tid til anden korrumperer. Og det er i den ånd man inden
for psykiatrien har 2 forklaringer på patientens adfærd. Hvis patienten
gebærder sig på en måde der behager lægen, så er dette et udtryk for
lægens enestående
terapeutiske og lægefaglige indsats. Skulle patienten gebærde sig på
en, for lægen, uhensigtsmæssig måde, så er det netop et udtryk for
patientens sindssyge, hvorfor man med fordel kan arbejde videre på, at
patienten udviser en adfærd, der behager lægen.
Hvis vi lige vender tilbage til Descartes - så kan man formulere
præmissen: "Det er sandt det jeg siger, fordi jeg er den jeg er .."

Man kunne så tilsvarende argumentere, at hvis man skal arbejde effektivt

inde for psykiatrien - så vil man såre ofte møde en adfærd der er ligger
uden for den konsensus, det normale menneske manøvrer indenfor,
hvorfor behandleren, hvis denne skal arbejde effektivt, fra tid til anden
bliver nød til at tænke uden for kasserene og gå på kompromis. Netop for at opnå
resultater, på en måde man sædvanligvis gør, inden for den
foreskrevne måde. Det er det der hedder format, som skiller de
store fra de små. Det er ikke mange der har det format, men de
findes og det er i virkeligheden dem der gør den store forskel ...